Den Innovative Gummiand

I vores afdeling bruger vi denne model til at fortælle om de 4 faser i innovationsprocessen, når vi skal forklare, at innovation er en proces, som består af flere faser. Ofte er det den kreative fase, der får mest af opmærksomheden, den hvor man skal sprænge rammerne og tænke ud af boksen, hvilket jeg udmærket forstår. Hvem vil ikke gerne være kreativ og få lov til at lege med nye ideer?

Udfordringen er bare, at der ligger en mere alvorlig fase bagefter som man også skal igennem for at man kan nå ud i den sidste fase med værdiskabelsen. Nemlig udviklingsfasen.

De kreative ideer skal videreudvikles og de skal også kunne beskrives som koncepter, skrives ind i business cases eller andre lignende projektmodeller. Det er hårdt arbejde!

Vi skylder de såkaldte gode ideer, at de får denne videre forarbejdning, så de også fremstår som gode og veldokumenteret ideer overfor en given ledelse eller beslutningstager, som er den person, der løber en risiko ved at lade ideen blive til virkelighed.

Så det var her Viljen kom ind – viljen til at fortsætte med den gode ide, selvom det til tider kræver hårdt arbejde af få den beskrevet og dokumenteret den fremtidige værdi af ideen.

Modet handler om, at man gør sit for at den innovative ide får et videre liv. Ét eksperiment er mere værd end 1000 ekspertvurderinger, det var i hvert fald min tidligere chefs budskab, professor Anders Drejer AAU. Derfor skal man i udviklingsfasen forsøge at finde ud af, hvordan kan man teste ideen af? Kan ideen køre som et eksperiment i en afdeling, vil jeg tage ansvaret for at vi får det gjort, hvordan vil vi måle at ideen har en effekt?

Kort fortalt handler det om at lave en mini handlingsplan for afprøvningen og at have Modet til at efterleve den.

I sidste uge havde vi fornøjelsen af at deltage på et af Horsens Kommunes interne innovations netværksmøder. Vores bidrag til dagen var, at få omsat en række ideer (som de havde lavet på forhånd) til nogle helt konkrete forslag som de kunne tage med hjem og afprøve. Det gik faktisk rigtig godt og det bliver spændende at følge med i, om disse eksperimenter bliver udført her op til sommerferien, Modet og Viljen var i hvert fald til stede.

Begrebet velfærdsinnovation har i den seneste tid hastigt vundet frem i den offentlige debat omkring overlevelsen af vores velfærdsstat. Kort fortalt handler det om, at vi skal nytænke sektoren og finde muligheder for forbedringer eller helt nye måder at gøre tingene på. Udfordringen ved velfærdsinnovation fremfor den mere gængse innovationsudfordring er, at markedskræfterne til tider er sat ude af spil og der eksisterer monopoler på flere af ydelserne. Så hele spørgsmålet omkring værdi er mere diffust, værdi for hvem? Borgeren, medarbejderen, staten, brugerne eller samfundet?

En af de helt store udfordringer ved velfærdsinnovation i de danske kommuner, som vi oplever det her på VIA, er selve økonomimodellen bag ved mange af ydelserne. Siloproblematikken kender de fleste til, men går vi ind og ser på, hvordan driften foregår i en typisk kommunal decentral afdeling som f.eks. et plejeteam, så finder man en modstridende udfordring som umiddelbart ikke kan løse sig selv. Rigtig mange af de ydelser, vi som borgere modtager fra kommunen, er vi blev visiteret til. Det er på den baggrund, at midlerne kommer ud til de decentrale enheder. Disse midler bruges primært til ansættelse/fastholdelse af medarbejdere/kollegaer.

I praksis betyder dette, at de personer, som tager ud og visiterer borgere til f.eks. en række hjemmeplejeydelser ofte har et incitament til at øge behovet, da dette vil give flere decentrale midler og dermed hjælpe egen lokale afdeling. Konsekvensen ved at nedskære behovet for ydelser hos borgeren vil ofte resultere i, at man mister en kollega i egen afdeling. Så problematikken er, at man ønsker at holde et niveau, gerne stigende, hvis man ikke vil risikere at miste en kollega. Denne logik gør det svært at indføre begrebet innovation, hvor man gerne skulle lave tingene smartere og mere effektive for at lykkes.

Jeg har hørt masse af historier fra militæret omkring benzinbudgettet, der skulle bruges op til nytår og køretøjer, som stod i tomgang. Det har også været hospitaler, der tilbyder kejsersnit for at undgå sene nattevagter og mange andre mere eller mindre” løse” historier omkring budgetter, der skulle bruges, ellers fik man ikke pengene næste år. Heldigvis er der sket meget på dette område, mange offentlige afdelinger har fået muligheden for at spare op og de bliver også belønnet, hvis de sender noget tilbage til den store kasse. Men det hjælper ikke noget på problematikken omkring øget effektivisering i egen afdeling, der belønnes med en fyreseddel. Vi kan ikke bede vores medarbejdere om at innovere sig ud af deres eget arbejde!

Hvis vi i højere grad skal lykkes med innovation på velfærdsområdet, så skal den bagvedliggende økonomimodel laves om, eller i hvert fald nytænkes. I den forbindelse kom jeg til at tænke på en artikel bragt i Information fra 2007, der omhandlede social innovation i England og hvordan flere nye plejehjem blev startet op som frivillige organisationer. Her var modellen en form for privatejet, men med ”holdningen/kulturen” fra en frivillig organisation. Modellen lander et sted mellem offentlig og privatejet. Se link for beskrivelse: http://www.information.dk/140220

Den store forskel er arbejdskulturen i denne form for organisering, hvor man har mulighed for at belønne medarbejderne efter deres indsats. Det nævnes også i artiklen at sygefraværet er væsentlig reduceret i denne model.

Men det er bare et forslag, at lave en semistruktureret form for privatisering, der er mange andre måder at tænke nyt på, når det kommer til hvordan organiseringen skal se ud i vores velfærdssektor.

Et andet forslag som jeg til vil pege på, er fra Christian Bason. Det handler om, at det offentlige skal se på borgerne med et andet sæt briller. For at kunne levere fremtidens ydelser skal den offentlige sektor være bedre til at forstå borgeren og dens behov. De offentlige ledere skal også i den forbindelse leve efter nogle nye principper, som bedst kan beskrives som en ny kultur. F.eks. skal offentlige ledere ikke være tilfredse med en middelmådig og dyr service. Der skal herske en professionel empati, hvor medarbejderne øver sig i at sætte sig i borgernes sted. Nye løsninger skal ske i samskabelse med borgerne. Og til sidst skal der være fokus på den værdi, der bliver skabt, Oplever borgerne en forbedret service, bliver der sparet penge og er det smartere? Se hele artiklen på følgende link.

http://www.lederweb.dk/Strategi/Innovation/Artikel/87865/Borgeren-skal-i-centrum—ikke-forersadet

Bolden er kastet op, kom gerne med gode forslag til hvordan vi lykkes med velfærdsinnovation i disse spændende tider.

Projektet har rundet sin første “fødselsdag”, og det har været et utrolig spændende første år med mange udfordringer, erfaringer og ikke mindst resultater. UseBox projektet er først og fremmest et erfaringsprojekt, hvor de forskellige casepartnere har sagt ja til at bruge user toolkits for innovation metoden til at udvikle nye produkter i tæt samspil med brugerne. Vi er nu kommet så langt, at vi faktisk kan sige, at vi selv er blevet meget klogere på teorien og selve processen, hvori man inviterer brugerne med ind til at udvikle nye produkter.

 Til tider har det ikke været nemt at skulle forklare, hvordan vores tolkning af user toolkits for innovation metoden adskilte sig fra de mere udbredte metoder omkring brugerdreven innovation og fx almindelige workshops, hvor brugerne er inviteret med. Kigger vi helt nøgtern på UseBox projektet, så handler det om at vi opstiller nogle fysiske rammer, inviterer brugerne indenfor og stiller nogle værktøjer til rådighed for dem, hvorefter de med meget lidt indblanding får lejlighed til selv at udvikle nye produkter, services processer eller videreudvikle eksisterende.

Det er vigtigt at påpege, at der også eksisterer en fase før selve udviklingsarbejdet, nemlig udpegningen af “de rette” brugere, valg af rammer og sammensætningen af værktøjskassen. I forbindelse med involveringen af brugere går UseBox projektet lidt anderledes til værks end den oprindelige metode af Von Hippel. Vi ønsker ikke bare at have de såkaldte lead users med, men i stedet vil vi gerne involvere en meget bredere palette af brugere. For eksempel vil vi gerne involvere de brugere, som ikke normalt melder sig frivilligt til brugerudviklet innovation, almindelige brugere og – hvor det giver mening – ikke-brugere. Så hvordan finder man disse brugere? Det er et af de mange spørgsmål, vi har gået og tygget på over foråret 2010. Som sagt er vi blevet en del klogere siden projektets start i oktober 2009, og i det følgende vil vi fortælle om vores erfaringer fra den interne metodegruppe, men også de erfaringer casepartnerne har gjort sig i forbindelse med deres første workshops. 

Fakta: 

UseBox projektet er et 2 årigt projekt med tilskud fra EBST’s program for brugerdreven innovation. Projektet er et samarbejde mellem VIA University College – Innovation & Karriere, Teknisk Merkantil Højskole, Kaospiloterne og virksomhederne Microsoft, Ligabold.com, Muskelsvindfonden, Tagarno, MadeByMakers, Develco Products, LydOrd, AMind og Delendorff.Læs mere om projektet på bloggen: